I Danmark har skiftende politikere i flere år argumenteret for, vi bør sætte grænser for, hvor høje renter du kan kræve på et kviklån.
Argumentet fra modstanderne af kviklån er, at du lokker økonomisk svage sjæle i fordærv. Modargumentet fra udbyderne af de kortfristede lån er, at lånoptagerne bruger dem til uforudsete udgifter som reparation af bil og til at tage en enkelt årlig ferie med familien.
Der har kun været få undersøgelser om, hvad kviklånene rent faktisk bliver brugt til. En nylig fra 2015 er dog med til at kaste lys over sagen med danske tal. Og det er ikke en undersøgelse, der hjælper udbyderne:
Bruges til impulskøb
En rapport fra Konkurrencestyrelsen i 2015 viser, at kviklånsmarkedet hovedsageligt bruges til impulskøb.
Det er således ikke mekanikerregningen eller pengene til en ny cykel for den, der blev stjålet – det er penge til en ny iPhone eller en ekstra weekendferie, vi har i tankerne, når vi optager et kortfristet lån.
Rapporten fortæller også, at i 2010 oprettede blot cirka 7000 forbrugere et kviklån. I 2014 er det tal steget til cirka 75.000. Om året.
Kviklån er således et marked i voldsom vækst. Det fører til, at flere danske politikere ønsker at forbyde dem. Men er det en god idé?
Forbudt i flere amerikanske stater
I USA har flere stater taget konsekvensen af de høje renter og lovmæssigt sat grænser for, hvad du kan tage i ÅOP (Årlige Omkostninger i Procent).
Dette har haft den umiddelbare konsekvens, at det ikke er muligt i disse stater længere at optage lån. Udbyderne har ikke sat priserne ned. De er således helt forsvundet i stedet for.
Udfordringen her er, at med en ÅOP-baseret formel, så bliver renterne for kortfristede lån meget høje. Et kviklån i Danmark betales ofte tilbage i løbet af blot en måned eller to. Derfor bliver renterne eksorbitant høje, hvis du udregner dem på årligt basis alligevel.
Hvis du i stedet ser på i absolutte tal hvad du betaler, så er kviklånene straks mere spiselige. De færreste vil sige, 500 kroner i renter for et lån på 5.000 kroner over en måned eller to er urimeligt. Det er simpelthen ikke muligt at tilbyde lånet til mindre, fordi det koster penge at stifte og vedligeholde – og med korte, usikrede lån må det forventes, at en vis del af låntagerne ikke i sidste ende får betalt deres tilgodehavende ind igen.
Hvis vi sætter for strikse grænser, så forhindrer vi muligheden for at danske privatpersoner kan optage et kviklån som en nødløsning, når de har mest brug for det. Er det virkeligt, hvad vi gerne vil opnå?
