Med få klik på musen, et par hundrede kroner og en god idé har du mulighed for at starte en webshop i dag.
Den lave indgangsbarriere giver mulighed for at næsten alle kan starte. Men for manges vedkommende opstår særligt et problem:
Hvad skal vi dog sælge i butikken?
Hvis du læser bøger og blogindlæg om e-handel, kan du hurtigt få et indtryk af, du bør sælge noget, du interesserer dig for. Kun på den måde synes du også, det er sjovt om et år.
Men sådan er det ikke nødvendigvis.
Det er Dennis Drejer, der med webshoppen Rito sælger blandt andet hæklegarn og andet udstyr.
Her er det ikke en interesse for produktet, der driver indehaver Dennis – tværtimod er det en interesse for e-handel generelt.
Kan stadig ikke strikke
Efter at have solgt garn i snart 3 år, kan Dennis stadig ikke strikke. Der er ikke den store interesse for produktet.
I stedet handler det om købsmandsskab og om at turde at investere:
” Det skulle simpelthen ikke være det, der slog mig ud. Jeg havde jo bevist, at konceptet var godt, for det tog kun 25 dage at få de første 100 ordre. Jeg kunne se, at markedet var kæmpe stort. Nogle af de største Facebook-grupper, jeg har fundet i den tid, jeg har arbejdet med Facebook, er garn- og hæklegrupper. Der findes enormt mange grupper, hvor der er mere end 10.000 medlemmer”
Dennis Drejer om at investere 400.000 kroner i et varelager af garn kort tid efter at have startet butikken op. Kilde: Finans.dk.
I dag har butikken 6 fuldtidsansatte udover Dennis.
Find et marked uden stor konkurrence
Dennis’ bedste tip til andre, der ønsker at starte op som selvstændige med en webshop, er at finde et marked uden stor konkurrence.
Du skal ikke sælge covers til mobiltelefoner, juicemaskiner eller tøj til kvinder. Markederne er mættede, og det koster mange millioner kroner at komme ind på dem.
Men gemt i de store butikkers kategorier, finder du nicher, hvor der er plads til en spiller mere på markedet.
Dennis Drejer er et godt eksempel. Der er større butikker, der også sælger garn, men som slet ikke har samme fokus på markedet. Og du behøver ikke at investere de samme 400.000 kroner som Dennis gjorde for at komme i gang. Dropshippig – som vi tidligere har omtalt her på siden – er en udmærket mulighed for at komme i gang her og nu.
God fornøjelse!
